Biskoppen nævner som eksempel et sogn langs den jyske højderyg, der har fanget den stigende interesse for at gå pilgrimsvandringer, og derfor har indrettet et herberg ved siden af kirken, hvor op til 20 gæster kan overnatte. Det giver også øget omsætning hos den lokale købmand: 

”Det er en ide, som sagtens kunne overføres til de mange middelalderkirker langs den jyske vestkyst, hvor menighedsrådene også har brug for at tænke kreativt og sætte fokus på, hvordan man bevarer kirkens værdi i lokalsamfundet”. 

Ifølge Henrik Stubkjær skal de fastboende desuden i højere grad se på kirken som en attraktiv ramme for nye arrangementer i de små landsogne: 

”Menighedsrådene har fået nogle nye muligheder for at bruge kirkebygningerne til for eksempel mødested for dagplejebørn eller som ramme for lokale møder. Vi følger derfor i stiftet et par forsøg med nye måder at bruge kirkerummet, og jeg ser kun den begrænsning, at arrangementerne gerne skal få tilført en ekstra værdi ved at forgå i kirken”.

Som tidligere forstander for Diakonhøjskolen kan biskoppen se, hvordan fokus i kirkens omsorgstjeneste flytter fra storbyerne til landsognene: 

”Et begreb som ensomhed er ikke længere forbeholdt byerne. Vi ser derfor sogne etablere ordninger, hvor enlige ældre ringer rundt til hinanden hver morgen, ligesom sorggrupper skyder op mange steder med menighedsråd og præster som igangsættere. Og når et ungt par flytter til sognet, så er der ikke noget i vejen for, at det er menigheden, der tilbyder en pasningsgaranti i tilfælde af syge børn. Det er med til at bevare kirken og skabe fællesskab i sognet”.

Uden den store opmærksomhed har Folkekirken allerede flere steder været med til at tage imod de flygtninge, der i disse år kommer til landet. Blandt andet med tilbud om lektiehjælp.

Og tre steder i stiftet – blandt andet i Lemvig Provsti – laver kirken forsøg med vågekoner, der tilbyder at være hos alvorligt syge og døende. Blandt andet som aflastning for de pårørende. Henrik Stubkjær ser også hjælp til mere dagligdags gøremål som en nødvendig opgave for kirken: 

”Centraliseringen af sygehusvæsenet betyder, at flere sendes hjem til eget hjem uden nødvendigvis selv at kunne handle ind. Vi er jo gået fra et velfærdssamfund med et fintmasket net, hvor ingen faldt igennem, til en konkurrencestat, hvor alt skal i udbud. Det har givet et stadigt større behov for kirken, og mange steder har menighederne vist sig at have enorme ressourcer. 

Der er brug for kirkens tale om kærlighed til næsten, og det er egentlig slet ikke noget nyt for kirken at hjælpe og tilbyde samarbejde med myndighederne. Det har vi altid gjort, og det var jo i sin tid kirken, der var først med både plejehjem og børnehaver”.

Når man i sognene ser frem mod menighedsrådsvalget i november 2016, er det ifølge biskoppen vigtigt at huske på, at Folkekirken udvikler sig og giver plads til andre end de, der i forvejen kommer i kirken. 

”Der er en åbenhed lige nu for nytænkning, hvor vi har brug for flere kompetencer i menighedsrådene. Det kan for eksempel være konfirmand-forældre, der kan noget med projektstyring eller kommunikation. Vi har lidt glemt at gå hen og prikke nogle på skulderen og opfordre dem til at være med. Det var faktisk sådan, at nogle af os i sin tid blev engageret, og det var ikke ubehageligt at få sådan en opfordring.

Et menighedsråds vigtigste opgave er stadig at finde den præst, der passer til sognet, men der er også en række andre, selvstændige opgaver for et menighedsråd. For eksempel at gøre sognet attraktivt og fortælle, hvad kirken tilbyder. Og vi kan jo se, at de menighedsråd, der forstår at bruge youtube-videoer og sociale medier også signalerer, at det er menighedsråd, der vil noget. Hvis vi er synlige, så kan folk se, at kirken er her”. 

Henrik Stubkjær er klar over, at nye menighedsrådsmedlemmer ofte bliver overrasket over, hvor mange opgaver og muligheder, der egentlig ligger i menighedsrådenes arbejde. Og at det kan være svært at prioritere kræfter og økonomi til nye aktiviteter, hvis man er et lille sogn med en middelalderbygning, der kræver konstant opmærksomhed:

”Men Lemvig Provsti er et godt eksempel på et provsti, hvor man har prioriteret at bruge midlerne til at lette den administrative byrde fra den frivillige indsats i menighedsrådene ved at gå sammen om kasserer-opgaverne og ansætte fælles HR-konsulenter, der benyttes ved ansættelser og medarbejder-problematikker. 

Menighedsrådene på vestkysten er også vant til at dele præster, organister og gravere, og flere af de mindre sogne overvejer et endnu tættere samarbejde. Vi vil helt sikkert se flere menighedsråd, der samarbejder eller slår sig sammen. Men det er noget, der skal gro nedefra i et tempo, hvor de enkelte menighedsråd selv har reel indflydelse på udviklingen”.

Stiftet vil også gerne bidrage til, at menighedsrådene ser opgaven som noget andet og større end administration, bygninger og valg af præst. Som noget nyt er biskoppen således begyndt at samle menighedsrådsmedlemmer til eksklusive arrangementer. 

Henrik Stubkjær har i første omgang holdt foredrag om de teologiske tanker, der var på spil i Martin Luthers reformation af kirken.

”Menighedsrådene skal være med til at træffe beslutninger op til Reformationsjubilæet i 2017, men det er ikke bare historie, vi skal fortælle med jubilæet. Vi skal også fortsætte reformationen og diskutere, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke i dag”, siger Henrik Stubkjær.

Til efteråret skal der vælges nye menighedsråd i alle sogne. Den officielle valgdato er den 8. november, men både Landsforeningen af Menighedsråd og kirkeminister Bertel Haarder anbefaler, at alle menighedsråd afholder både orienterings- og opstillingsmøde den 13. september. 

Da der i langt de fleste sogne – også på vestkysten
– er tradition for at holde såkaldt ”fredsvalg” og kun opstille én liste,
vil menighedsrådsvalget derfor reelt allerede være afgjort i september.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti.