Istiden er vores fremtid

AS5I0345_ne_
Geopark Vestjylland har folkelig opbakning og vil i de kommende år blive konkret og synlig, selv om det istidsprægede landskab i Lemvig, Struer og Holstebro Kommuner endnu ikke har fået UNESCO’s blå stempel

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Det har sådan set ligget lige under vores fødder i næsten 12.000 år. 

Det landskab, som den sidste istid efterlod, og som i det nordvestjyske er noget ganske særligt, fordi mange af de landskabstyper, der kan knyttes til istiden, er samlede og synlige i et koncentreret område. Ikke mindst i den høje klint ved Bovbjerg, der ligger som naturens egen kæmpestore informationstavle med tværsnittet af hele landskabsserien, der er den officielle fortælling om, hvordan isen har formet vores landskab.

Alligevel er det først nu, at der for alvor er kommet fokus på den geologiske arv med tunneldale, dødishuller og bakkeøer fra dengang, hvor istidens elefanter – mammutter – vandrede rundt i iskappens smeltevand på de vestjyske hedesletter.

Årsagen til den fornyede interesse for vores landskabs forhistorie er Geopark Vestjylland. Det er navnet på det formidlings- og branding-projekt med udgangspunkt i istidslandskabet, som ildsjælen John Clausen fra Danmarks Naturfredningsforening i Lemvig for nogle år siden tog initiativ til, og som nu er ved at blive realiseret med opbakning fra både Lemvig, Struer og Holstebro Kommuner.

Med et budget på 4,3 mio. kr. er der etableret et lille sekretariat i Lemvig med den tidligere leder af Nationalpark Vadehavet, Thomas Holst Christensen, som projektleder. Da han sidste år forlod Vadehavet, havde det fået stemplet som verdensarv af FN-organisationen UNESCO. 

20148926(2)

Turister søger mod verdensarv

Målet er, at UNESCO også skal blåstemple Geopark Vestjylland som Danmarks anden, internationale geopark efter Odsherred på Sjælland, der fik anerkendelsen i 2014. 

”Der er en stigende international turisme rettet imod verdensarv og med en udpegning af UNESCO kommer geoparkerne i godt selskab med de syv andre verdensarvssteder i Danmark: Konge-monumenterne i Jelling, Roskilde Domkirke, Brødremenighedens by i Christiansfeld, Vadehavet, Stevns Klint samt Kronborg og parforce-landskabet i Nordsjælland”, siger Thomas Holst Christensen.     

Han har sammen med John Clausen og geoparkens frivillige, geologiske ildsjæl Søren Raarup i de seneste måneder været rundt i hele geopark-området for at møde nysgerrige borgere og de mange frivillige, der allerede har vist interesse for at spille en rolle i udviklingen af geoparken:  

”Især når vi kommer uden for de større byer, er folk meget bevidste om landskabets betydning og værdier. Men selv i de enkelte lokalområder er der mange, der har meldt tilbage, at de ikke var klar over hvor meget landskabs- og kulturhistorie, der er lige uden for døren. 

Undervejs er vi ikke stødt på én eneste sur mening, men kun begejstrede mennesker der har spurgt ind til geoparken, og som synes, at det er spændende, at der bliver sat fokus på landskabet. ’Det her er med til at gøre mig stolt af dét sted, jeg bor’, siger de. Uden det folkelige ejerskab kan vi heller ikke realisere geoparken i det omfang, vi gerne vil. Blandt andet fordi det simpelthen er et krav, at det skal ske i tæt samspil med lokalbefolkningen.

Men på det punkt er vi ganske fortrøstningsfulde, idet området tilbage i 2012 havde besøg af repræsentanter for eksisterende geoparker i Finland og Rumænien. De fastslog, at vi bestemt har noget at vise frem, og at det er en helt særlig værdi ved området, at vi allerede har en græsrodsbevægelse af frivillige, der bakker op”.

AS5I0263_ne_

Geoparken bliver synlig

Ansøgningsproceduren og godkendelsen som international geopark er en grundig og langstrakt affære, hvorfor Geopark Vestjylland tidligst i 2018 kan smykke sig med UNESCO’s logo. Men det betyder ikke, at der kun skal laves skrivebordsarbejde og holdes møder i de kommende år. Tværtimod, forklarer Thomas Holst Christensen:   

”Vi skal faktisk være en geopark, før vi kan godkendes som en geopark. Opgaven er derfor som en væsentlig del af ansøgningen at gøre Geopark Vestjylland synlig i landskabet allerede fra i år. 

Det drejer sig for eksempel om at markere en række oplevelses- og udsigtspunkter med skiltning, information, foldere og apps. Og finde ud af, om vi har de stier, parkeringsmuligheder og faciliteter med for eksempel shelters til overnatning i landskabet, der kan være brug for. 

Det vil også være oplagt at formidle den geologiske fortælling langs den nationale cykelrute ved vestkysten og inspirere til, at man faktisk kan vandre eller cykle langs istidens hovedopholdslinje. Det er den synlige landskabsgrænse fra Bovbjerg, nord om Klosterheden, syd om Kilen og ud til Karup Å. 

Vi skal også understrege den særlige mulighed for at opleve geologien til søs ved for eksempel at lave en kajakrute rundt i Limfjorden, ligesom vi ikke skal glemme, at geoparken faktisk rækker ud til Jyske Rev i Nordsøen og blandt andet rummer kulturhistorien om de landsbyer på vestkysten, der gennem tiden er forsvundet under havet”.

Samarbejde om 
undervisningsmateriale

Projektlederen understreger, at opgaven ikke er at bygge et stort besøgscenter til flere millioner, men derimod at skabe et netværk mellem eksisterende, relevante turistaktører, der allerede hver især formidler den geologiske historie: 

”De mest oplagte er Bovbjerg Fyr, Kystcenteret og JyllandsAkvariet i Thyborøn samt museerne i de tre kommuner, men vi drøfter også et samarbejde med for eksempel Skærum Mølle, der fortæller geologi-historie gennem udstillingerne i Teglværksmuseet og Per Kirkebys Hus med Sten og Stjerner. Og ved Oddesund er vi gået stærkt ind i helhedsprojektet med et formidlingsfyrtårn, der skal sætte fokus på de specielle natur- og kulturhistoriske værdier i området.

Mine erfaringer fra Vadehavet er, at et samarbejde mellem formidlingsinstitutioner om for eksempel undervisningsmateriale giver en stærk, fælles forståelse for områdets kvaliteter”. 

En del af geoparkens foreløbige budget er derfor afsat som et tilskud til en ny naturbus, der skal afløse Naturstyrelsens eksisterende udgave. I samarbejde med udeskole-eksperterne hos VIA University College i Nr. Nissum, skoleforvaltninger og Struer-Skolen er man også i gang med at udvikle et undervisningsprogram, der skal komme alle geoparkens skoleelever til gavn.

AS5I0367_ne_

Fortællinger om lokale fødevarer

Et vigtigt indsatsområde er udvikling af produkter, der kan sælges på, at de har en særlig tilknytning til istidslandskabet. 

”Her er vi allerede godt kørende med en række lokale fødevarer, hvor for eksempel Thise Mejeri kan byde på oste, der enten er lagret i vinden ved Bovbjerg eller modnet i vores undergrund i kalkminen i Hjerm. Sådan er der en hel samling af fortællinger om, hvordan landskab og fødevarer hænger sammen, uanset om det er kød fra græssende dyr, østers fra Limfjorden eller et gård-bryggeri. Sammen med et netværk af lokale fødevareproducenter, restauranter og oplevelsessteder vil vi synliggøre de historier, så kokke og tjenere kan formidle det til gæsterne på spisestederne. Og vi vil gerne, at råvarer og oplevelser knyttes sammen, så en tur i Klosterheden for at se de krondyr, der har levet her siden istiden, også ender med, at man smager kødet”, siger Thomas Holst Christensen.

Samarbejdet med de lokale fødevareproducenter er allerede så langt, at man i august regner med at kunne afholde en såkaldt GeoFood-festival i Lemvig, ligesom den efterfølgende fødevarefestival SANS i Struer også sætter fokus på geoparkens kulinariske oplevelser. Man har netop også startet et udviklingsforløb for fødevareproducenter, spisesteder og formidlere, der skal koble natur-, kultur- og fødevareoplevelser sammen.

Kirker bygget af istidens sten

Med hele 62 lokale kvadrestens-kirker, der som Heldum Kirke tydeligt viser de mange forskellige sten, som isen skubbede til området fra blandt andet en geopark i Norge, er der også masser af kulturhistorie, der kan fortælles gennem geoparken:  

”Hele landbrugshistorien med placering af mange, mindre selvstændige gårde i landskabet, hvor der var mulighed for at lade kreaturerne græsse i stedet for at samle landbrugsjorden omkring store godser, har jo lagt hele kimen til den vestjyske mentalitet og selvstændighed. 

Geoparken har nogle fantastiske historier om blandt andet studedrift og kalkproduktion, ligesom landskabet har påvirket hele trafikken på Limfjorden i vikingetiden og i nyere tid anlæggelse af forsvarsværker under de to verdenskrige. Og når der i dag forskes i, hvordan jordlagene sætter sig under Thyborøn, så er det en del af fortællingen om geologiens betydning i hverdagen”, siger Thomas Holst Christensen.

AS5I0234_ne_

Geopark Vestjylland

Omdrejningspunktet for Geopark Vestjylland bliver cirka 50 såkaldte Geosites i Lemvig,
Struer og Holstebro Kommuner, der suppleres med en lang række steder af natur- eller
kulturhistorisk betydning. 

Geoparkens Geosites udvælges af en lokal arbejdsgruppe med Søren Raarup i spidsen og beskrives fagligt i samarbejde med Aarhus Universitet, der også hjælper med den overordnede,
geologiske beskrivelse. 

I november 2016 skal der afleveres en officiel ansøgning om at blive geopark. Den bliver i det efterfølgende år faktatjekket og forhåndsbehandlet i den europæiske sammenslutning af geoparker, som efterfølgende sender eksperter på besøg i Vestjylland i sommeren 2017, hvis ansøgningen
geoparken vurderes at have den nødvendige kvalitet og indhold. 

Får Geopark Vestjylland som ventet sin europæiske godkendelse i september 2017, går ansøgningen videre til UNESCO med henblik på en endelig blåstempling som verdensarv i 2018. 

Der er i dag 120 geoparker i hele verden, som er officielt anerkendt af UNESCO som Globale Geoparker. Af disse er de 69 i Europa og 29 i Kina.
I Danmark blev istidslandskabet i Odsherred på Sjælland i 2014 udpeget som landets første Globale Geopark. 

Læs mere på geoparkvestjylland.dk

Artiklen er produceret i samarbejde med Geopark Vestjylland

Arrangementer
20. april 2024
Bøvling Naturparkcenter, Bøvling kl. 7.00
Store gåsedag
Bliv opdateret på den nyeste viden om de vilde gæs og kom på guidede ture i gæssene...
21. april 2024
Hove Kirke, Lemvig kl. 19.00
Musikgudstjeneste med Søren Raaschou
Ved denne musikgudstjeneste en forårsaften i april får vi besøg af Søren Raaschou (født 1981), de...
21. april 2024
Lemvig Gymnasium, Lemvig kl. 15.30
Sjældne sonater for violin og klaver
Lasse Loft Jensen og Toke Hansenius kommer med sonater af Mozart, Enescu, Langgaard o...
22. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.30
Universet fra Thøger Larsens tid til i dag
v/ Holger Nielsen, astronom og cand. scient.Digteren og amatørastronomen Thøger Larsen var i si...
Se alle arrangementer