Sara Brunn Buch og Jørgen Simonsen lever til daglig i to forskellige verdener. Et uventet samarbejde om Hornvarefabrikkens jubilæumsshow åbnede et fælles univers for formgiveren af horn i Bøvlingbjerg og designeren af haute couture i Paris. 

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh og Mads Krabbe

’Åbenbaring’. ’Ultrafantastisk’, ’Ultimativt’, ’Kvaliteter i verdensplansformat’. Jørgen Simonsen er en mand af mange og store ord. Sara Brunn Buch selv bruger færre. Hun smiler. Stille og varmt. For hun er enig og helt tryg ved at lade sin samarbejdspartner og legekammerat gennem det seneste halve år beskrive, hvad de har oplevet og skabt.

1. oktober 2008 overtog Sara Brunn Buch sammen med sin mand Peder Frølund Buch Danmarks eneste hornvarefabrik og flyttede tilbage til deres hjemby Bøvlingbjerg. Hornskeer var en lokal tradition, fabrikken var fra 1935. 

10 års jubilæet blev markeret med et modeshow; 400 billetter solgte ud på to uger. Hornvarefabrikken får i dag sit råmateriale fra Afrika. Kollektionsnavnene på jubilæumsshowets smykker og tøj kvitterer for oprindelse og inspiration: Swaziland, Mozambique, Botswana, Lesotho, Namibia, Zimbabwe, Rwanda.

Showet blev holdt på dagen, på stedet. En mandag aften i oktober i Bøvlingbjerg. Intet påskud eller påhit for smartness.

Jørgen Simonsen fravalgte for en sjælden gangs skyld den igangværende modeuge i Paris. 10 sæt haute couture og fem smykker i Jørgen Simonsen-design var på gulvet i den gamle vinduesfabrikshal. Selvfølgelig var han selv dér, hvor hornet for første gang foldede sig fuldt ud - glat, krøllet, hæklet, sammensmeltet, råt, poleret, guldbelagt, tilslebne spidser eller skårne skiver - for et modeinteresseret publikum.

Stolt af Struer

Folk, som havde set hvilke skitser og tegninger Jørgen Simonsens drengehænder efterlod på papiret, når han var med sin mor på arbejde på speditionskontoret hos Vestjyske Slagterier i Struer, undrede sig ikke, da han efter studentereksamen i 1991 satte kurs direkte mod Paris. 

Modens verdenshovedstad blev hans erklærede mål, da han fire år tidligere så et portrætprogram om den danske modeskaber Erik Mortensens liv. Hverken København, Kolding eller TEKO i Herning tilbød det sublime og raffinerede, han søgte. 

Jørgen Simonsen medgiver, at han som ung bevidst lagde afstand til Danmark. 

”Til Danmark, ja, men jeg har aldrig haft et problem med Vestjylland. Jeg er vanvittig stolt af min egen opvækst i en lille by ved Limfjorden. Tværtimod har jeg et problem med, at andre danskere kan mene, at der intet sker af kulturel værdi uden for 1154 Kbh. K.”

Derfor udstiller Jørgen Simonsen gerne, faktisk helst, sine kreationer på Kunst- og kulturcenter Gimsinghoved i Struer. Det har han gjort tre gange. Senest fra januar til marts i år. ”Iskrystalprinsessen – vol. II – bæredygtig kulturarv” åbnede med et modeshow. Til det behøvede Jørgen Simonsen smykker.

”Jeg skulle bruge armbånd i stakkevis og regnede med at opsøge butikkerne i det indiske kvarter  bag Gare du Nord”, husker han. Gimsinghoveds juleudstilling 2017 ændrede hans planer.

”Jeg siger ikke, at en lysstråle faldt ned fra loftet og himmelsk musik fyldte rummet, men det føltes som en åbenbaring, da jeg så et hornarmbånd ligge i sin montre. Sindssygt flot materiale! Så autentisk, så unikt, så oprindeligt og samtidig strålende af stærk modernitet. Så relevant for min kollektion!”

Rie Nyborg, Gimsinghoveds daglige leder, foreslog, at han ringede til Hornvarefabrikken.

”Jeg fik det her superentusiastiske og søde menneske i røret, som uden videre sagde ja til at låne mig nogle armbånd – og så sendte fem kasser at gå på opdagelse i! Jeg er typen, som hellere vil have 22 end nøjes med to, så det var skønt.”

Da den velbesøgte udstilling i Struer blev pillet ned i marts, kørte Jørgen Simonsen til Bøvlingbjerg for at aflevere smykkerne og sige tak for lån. Han fik mere end den almindelige rundvisning for inspiration og spørgsmål om tilvirkningsmetoder trængte sig på. Da han kørte derfra, havde han vareprøver med i form af hornplader. Andres begejstring for materialet gør Sara Brunn Buch blød om hjertet. Og i dette tilfælde også lidt håbefuld.

Ide med vokseværk

”Jeg ville ikke spørge, mens han var her, men ideen havde meldt sig; ’Mon han vil designe et smykke til vores jubilæum?’”, fortæller Sara Brunn Buch. 

Hun ringede op efter et par dage. Svaret var ’Nej! … jeg vil meget hellere lave fem eller ti og noget tøj, som passer til!!’ 

Jørgen Simonsen gør gerne to fjer til tyve høns, eller en smykkeforespørgsel til et helt modeshow. I alt 15 smykker, fem af dem designet af Jørgen, alle udført af Sara, og fem nye haute couture-kreationer med indarbejdede hornelementer samt fem sæt fra arkivet udsmykket af Sara.

”Vores samarbejde blev en anledning til at sætte materialet ind i helt andre sammenhænge end skeer, salatbestik, skohorn og brugskunst. At se hornplader brugt på corsagen til gallakjolen var fantastisk. Jørgen gør ikke noget halvt”, siger Sara Brunn Buch.

”Det gør du jo heller ikke! Vi var meget ligeværdige og ligevægtige i samarbejdet. Værdierne i vores ildsjæletilgang til arbejdet klinger igen hos hinanden, vi deler skaberglæden og entusiasmen. Du vil også dit håndværk til perfektion og i fuld spændvidde. Med det afsæt ville jeg arbejde sammen med dig uanset, om du boede her, i Holbæk eller New York. Det har været en rigtig befriende, reel ping-pong”, lyder det fra Jørgen Simonsen.

Selv fik han hænderne fulde med det nye materiale. Sara sendte perler, pailletter, blomster og polerede plader i horn, så han selv kunne monterede de ønskede dele på frakke, gallakjole, dragter eller lingeri. Hidtil havde hornets største udfordring ligget i at finde og udvælge sig de smukkeste knapper. Nu faldt hornplader af, inden den næste var syet på, fordi hullerne i hornet skar tråden over. Den foretrukne silketyl brast under vægten af selv de tyndeste hornpailletter og måtte skiftes ud med en viscose-nylon blanding. Absolut uimodståeligt, hvis man som Jørgen Simonsen mener, at en dag er bedst, når man har lært noget nyt.

”For det betyder jo ikke, at horn er noget forbistret bras, bare at her var en ny udfordring og en ny verden at forholde mig til som formgiver. Processen har været meget givtig. Det bliver absolut ikke sidste gang, at hornet bliver en prominent del af en silhuet fra min hånd. Modernitet, simplicitet, glød, varme og detfaktum, at et stykke horn altid vil være helt unikt. Koblet med de forskellige udtryk i variationerne mellem det rå, det pudsede og det polerede åbner de kvaliteter en fantastisk legeplads at boltre sig på”, siger manden med mere end 25 års erfaring i modebranchen.

Gennem anden halvdel af de hurtige halvfemsere arbejdede Jørgen Simonsen sig støt og succesfuldt frem; førsteassistent for John Galliano og Karl Lagerfeld hos Chanel, og for Alexander McQueen hos Givenchy. Chefdesigner for Versace og Valentino. 

Han fløj højt, men hverken hurtigere eller højere end at han kunne følge med – og komme af. Han gjorde sig umage for ikke at træde på nogen på vejen op. I 2002 satte han fødderne på jorden og tog første skridt som designer i eget navn. Siden har han levet af at designe og sy på bestilling til kvinder som Sarah Jessica Parker, Elizabeth Taylor, Nicole Kidman og Marisa Tomei - og mange andre uden for skuespilfaget.

”At det forhåbentlig er lykkes mig at forblive et ordentligt menneske i en branche med så meget varm luft, tilskriver jeg i høj grad de værdier, som min mor installerede i mig fra barnsben. Og når man ser de værdier i et andet skabende menneske som Sara, er der ikke andet at gøre end at løbe fuld speed i den retning. Min mor var uden snert af kreativitet, men hun havde blik for, at jeg nok alligevel aldrig blev jurist, og støttede mig på et tidspunkt, hvor der ikke var et modeblad at købe i Struer.”

”Ja, men er det ikke også sådan her omkring, at hvis et ungt menneskes styrker og evner står stærkt, så giver man fuld opbakning. Det er ikke sikkert, folk forstår, hvad man søger, men de respekterer det. Jeg oplever i hvert fald Janteloven som ikkeeksisterende, hvis det man kan og det man vil samlet set giver mening”, supplerer Sara Brunn Buch. 

Mens Jørgen Simonsen altid har tegnet sine ideer og visioner, har Sara Brunn Buch fundet freden og fordybelsen gennem sine hænders direkte møde med materialet. Eller rettere: materialerne. For nok er hornet blevet hendes speciale, men fascinationen og nysgerrigheden rækker altid videre, og det er allerede et par år siden, hun sammen med andre danske kunsthåndværkere løbende blev udfordret på åben tv-skærm i programserien ’Made in Denmark’. Også det behov tilgodeså arbejdet med jubilæumsshowet; smykkerne, som Jørgen Simonsen tegnede, omsatte Sara Brunn Buch til virkelighed på sit værksted. Arbejdet bragte hende i kontakt med både sølv, loddekoble, rå og slebne halvædelstene.

”Det mest nervepirrende for mig var ikke selve showet, men da Jørgen weekenden inden skulle se de færdige smykker for første gang. Og da jeg skulle finde ud af om de fem smykker, jeg havde designet til tøj fra hans arkiv også fungerede på. Kæderne til en kjole med hoftepuder; ville de ligge lige på, som de skulle?!”

Sara Brunn Buch havde valgt tøjet ud ved et besøg i Paris tre måneder tidligere og havde arbejdet efter billeder og mål, indtil Jørgen Simonsen havde både det og sit nydesignede tøj med til Danmark. 

”Men der var bare ikke én ting, som ikke fungerede, og stort set ingen justeringer. Det var heldigt – og meget sigende for, hvad det er vi har og kan sammen. Ret vildt, at en man ikke kender, forstår en så godt, og at vi var enige om nærmest alt.”  

”Min største glæde ved hele forløbet er uden tvivl og sammenligning, at vi på Hornvarefabrikken valgte at afsætte tid til, at jeg kunne fordybe mig og lave det, jeg bedst kan lide; sidde med materialet, designe og arbejde kreativt. Jørgen har været så lydhør og fuld af respekt. Vi kommer fra og færdes i to så forskellige verdener, at responsen mellem os var fri for konkurrence og kommerciel tænkning. Vi var frie i arbejdet med at skabe noget smukt. Det var det allermest befriende.”

Om samarbejdet mellem Sara Brunn Buch og Jørgen Simonsen betyder, at horn har taget et skridt mod et større, internationalt gennembrud som materiale, må tiden vise. 

Jørgen Simonsen antyder muligheden. Sara Brunn Buch afviser den ikke.

”Det giver mig ro at arbejde med mine hænder. Den ro er mit sigte. Min inderste ambition handler ikke om at sælge, slå igennem, blive set eller høste international anerkendelse. Anerkendelse er altid rar at få, men jeg foretrækker det frirum, som fordybelsen i mit håndværk giver. Hvis en mere international tilgang åbner for, at jeg kan få lov at arbejde og skabe nyt, så er jeg villig til at gå den vej. Som middel, ikke som mål.”

Foreløbig skal et udvalg af jubilæumssmykkerne udstilles i Hornvarefabrikkens butik i Aarhus i november. Tøjet er draget med Jørgen Simonsen tilbage til Paris. Han har bedt om Saras input til overslag, så en prisliste ligger klar, når den første kunde spørger. Kartoteket er internationalt. Verden og mulighederne åbne.