Find ferieoplevelserne i en fart
Egentlig opstod idéen på en sommerdag, hvor han kørte øl for Carlsberg langs Vestkysten, men det var først senere på en ferie til Skotland, at idéen for alvor fik næring. Sammen med tre kammerater var Simon Haubjerg Jørgensen på vandreferie, men efter tre-fire dage med lange gåture i de skotske bjerge skulle der ske noget andet.
De tog derfor ind på det lokale turistkontor for at finde inspiration. Her blev de mødt af hundredvis af flyers med reklamer for forskellige aktiviteter. Efter at have studeret de mange tilbud, blev de enige om at tage på tur til det kendte slot Glamis Castle, som lå inden for en rimelig køreafstand – troede de. For gps’en i bilen afslørede, at slottet lå ikke mindre end seks timers kørsel fra turistkontoret, så de fire kammerater endte i stedet med at tilbringe eftermiddagen med at drikke kaffe på en nærliggende café.
”Vi var ærlig talt temmelig trætte af det, for nu havde vi sat os op efter at skulle se slottet, og jeg kunne hurtigt konstatere, at man risikerer at få nøjagtig den samme oplevelse, når man holder ferie i Danmark. Det er dem med de store markedsføringsbudgetter, der fylder – både på turistkontoret, og når man søger på Google. Det er svært for de små aktører, som der er rigtig mange af, at trænge igennem, selv om deres tilbud også har en stor værdi for mange turister. Der har sikkert også været en masse spændende at opleve i Skotland, som vi ikke havde behøvet at køre seks timer for, men der fandtes ikke et sted, hvor man nemt og hurtigt kunne få et overblik”, siger Simon Haubjerg Jørgensen.
Nære tilbud med det samme
Da han kom hjem fra ferien, lagde han derfor hovedet i blød. Han var dengang cirka halvvejs igennem uddannelsen som lærer på seminariet i Aarhus, hvor Hover-drengen var flyttet til efter først at have taget handelsskoleeksamen i Ringkøbing og en bankuddannelse i Landbobanken. Han var samtidig selvstændig med firmaet Diodan, der solgte LED-pærer på nettet.
Han besluttede at tage sin uddannelse færdig, men han var samtidig overbevist om, at han havde fundet et hul i markedet, og at han derfor næppe ville komme til at undervise lige med det første. Han solgte firmaet Diodan og allierede sig herefter med sin gode ven Michael Stokholm Andersen fra Ringkøbing og med to it-eksperter fra Århus.
Sammen stiftede de selskabet Discover Denmark, som er en oplevelsesportal, hvor turister i Danmark nemt og hurtigt får et samlet overblik over de mange tilbud og aktiviteter i det område, hvor de holder ferie.
”Idéen er, at man skal kunne finde det, man leder efter på få sekunder, og at det skal være på turisternes præmisser. Hos os handler det om, hvad der ligger i nærheden, og ikke hvem der betaler mest. Det betyder, at en lille virksomhed pludselig har en reel chance for at blive fundet af turisterne, selv om den ikke har et stort markedsføringsbudget. På den måde får turisterne også et meget større udvalg af oplevelser og tilbud, der hvor de holder ferie”, siger Simon Haubjerg Jørgensen.
”Det får de mulighed for, fordi vores portal markedsføres af vores mange samarbejdspartnere. Når turisterne modtager en mail med links til vores hjemmeside, allerede inden de tager af sted på ferie, kan de sidde hjemme og planlægge, hvad de gerne vil opleve på ferien, og så overser de ikke den lille gårdbutik i Fjand, eller at man kan spille paintball i Hover”, siger han.
Spredes fra Vestjylland
Hjemmesiden discoverdenmark.dk blev lanceret i juli sidste år, og til maj udvides platformen med en app.
Det er gratis for virksomheder at være til stede på portalen, men det koster et mindre årligt beløb, hvis man skal have tekst og billeder på profilen. Det har 140 store som små virksomheder indgået aftaler om.
Det drejer sig om store foretagender som Sandskulpturfestivalen i Søndervig, JyllandsAkvariet i Thyborøn og Bovbjerg Fyr, men også mindre virksomheder som frisørsalonen Ane K i Ringkøbing, Hvide Sande Bageri og Staby Ismejeri.
”Det godt med en portal, hvor alting er samlet, så turisterne slipper for at skulle lede rundt i brochurer og lignende. Internetmediet vinder mere og mere frem, og derfor tror jeg på, det har værdi for os at være repræsenteret på portalen,” siger Karsten Vestergaard Nielsen, indehaver af Sandskulpturfestivalen i Søndervig.
Discover Denmark startede op i Ringkøbing-Skjern Kommune og har siden udvidet til Lemvig, Holstebro, Struer, Herning, Varde, Esbjerg, Fanø og Silkeborg.
Den digitale feriegæst
For ganske nylig indgik selskabet aftaler med de landsdækkende udlejningsbureauer Dansommer/Novasol, Admiral Strand og Danland/Dancenter, som har givet mulighed for, at konceptet nu kan udbredes til resten af landet.
I forvejen har selskabet indgået samarbejde med over hundrede udlejningsbureauer, campingpladser, hoteller, kroer og bed and breakfast i det midt- og vestjyske. Dertil kommer en håndfuld handelsforeninger.
”Portalen åbner op for, at vi nemmere kan få fortalt de unge turister, som stort set kun bruger computeren til at finde informationer, om de mange gode aktiviteter i vores område. Vi hjælper med at markedsføre portalen over for turisterne ved blandt andet at sende mails ud til dem om den. Jeg ser det som en fremtidssikring”, siger Steen Jørgensen, der er indehaver af SJ Feriehusudlejning, som fra hovedsædet i Vrist udlejer mere end 500 sommerhuse i Nordvestjylland.
Ifølge Simon Haubjerg Jørgensen florerer der fejlagtigt en opfattelse af, at tyskerne er mindre digitale end danskerne, ikke mindst når de er på ferie i udlandet. Det afviser han med henvisning til en tysk undersøgelse fra 2016, der viser, at 87 procent af tyskerne i alderen 20 til 40 år har en smartphone. Dertil kommer, at man fra den 15. juni i år kan gå på nettet i alle EU-lande til samme pris som i hjemlandet, og at der i forvejen er gratis wifi de fleste steder på vestkysten.
Videoer er næste skridt
Af fordele ved portalen nævner Simon Haubjerg Jørgensen, at kunderne selv kan ændre tekst, billeder og åbningstider, så oplysningerne hele tiden er aktuelle, og at kunderne selv kan se, om portalen har værdi for dem, fordi de har adgang til en side med statistik over antallet af visninger.
Discover Denmark har flere nye tiltag på vej, som vil blive præsenteret på et informationsmøde i ROFI Centret i Ringkøbing den 5. april. Et af de nyeste tiltag er, at virksomhederne har mulighed for at lægge videoer på deres profiler.
”Undersøgelser viser, at videoer kan øge din konverteringsgrad med helt op til 80 procent. Det er faktisk ret vildt. Derfor tror vi rigtig meget på den del”, siger Simon Haubjerg Jørgensen.
Det er forventningen, at Discover Denmark vil være landsdækkende om senest halvandet år.
”Vi tror på, at vi har skabt et produkt, som kan være med til at give turisterne en endnu bedre ferie, så de forhåbentlig kommer igen. Det er hele formålet med det”, siger Simon Haubjerg Jørgensen.