Farverig forårsgæst på frierfødder

470___Marieh__needderkop

De færreste kender den, men i april og maj kan du faktisk møde denne ret sjældne og spraglede fyr på den vestjyske hede.

Mariehøneedderkoppen - det navn behøver vist ikke nærmere forklaring - er en af Danmarks sjældne og meget spændende edderkopper. I foråret kan du være heldig at få den at se på den jyske hede. Billederne her i Magasinet er taget ikke langt fra Ulfborg sidste forår, og det er stor oplevelse at møde det lille, sortprikkede dyr på sin frierfærd. For det er nemlig derfor, du kan møde den.

Mariehøneedderkoppen lever hele livet under jorden i sin hule. Men når hannen er gammel nok, kommer han frem til sin både første og sidste tur hen over heden. Det gør han på lune forårsdage i april og maj, og det er her, man kan være heldig at se ham. 

Han leder efter et bo, hvor der er en hun, han kan parre sig med. Lykkes han på sin mission, spiser hunnen ham efterfølgende, som det er tradition hos flere edderkopper.


472___Marieh__needderkop

Kraftigt bid

Hunnen er lidt større end hannen, hvis krop cirka er én centimeter, men hun er ikke nær så farvestrålende. Hun er lodden og sort og har ikke den smukke, orangerøde farve og de hvide striber på benene. Men det behøver hun heller ikke. 

Hunnen lever hele livet under jorden godt beskyttet, mens hannen har sin tur hen over heden, hvor han er meget udsat. De røde og sorte aftegn er i naturen tegn på fare. Farverne signalerer, at han er giftig og farlig. Det kan skræmme eventuelle fjender. 

Men det er faktisk heller ikke helt grundløse trusler. Mariehøneedderkoppen skulle efter sigende have et meget kraftigt og smertefuldt bid, så man skal ikke tage den op. 

Edderkoppen har særdeles kraftige kæber på grund af den måde, den jager på. Edderkoppen har et rørformet spind, der går ned i jorden, hvor den bor. Lige ved indgangen til boet laver den et fladt ’tag’ af spind. 

Når en af de store, kraftige skarnbasser, der også lever på heden, træder på spindet, mærker edderkoppen det gennem vibrationer, og den farer frem og hugger sine meget kraftige tænder gennem billens tykke skjold. 

Det ville vel med lidt god vilje svare til, at et menneske skulle forsøge at bide gennem skallen på en kokosnød i bevægelse.

Marieh__needderkoppe_spind

Lever skjult

Hvis man ikke ser hannen på heden, når den vandrer rundt på sin jagt efter hunner, kan man i stedet se, om man kan finde et bo. Men det er svært, for det er godt kamufleret. Man skal lede efter tagspindet, der er en cirka to centimeter bred masse af spind, der falder godt i med hedens bund. Et godt tip er at lede efter rester af edderkoppens måltider. Den er nemlig lidt af en gris og lader gerne billeben og skjold og andre rester ligge lige uden for boet. Så ser du en lille, klæbrig masse med en masse døde biller omkring i hedebunden, så har du sandsynligvis fundet et mariehøneedderkoppe-bo. 

Danmark er det nordligste sted, edderkoppen lever, og den lever kun i Jylland, hvor den er ret sjælden. 

På Magasinet Vestkystens facebookside – facebook.com/magasinetvestkysten – kan du se en video, hvor naturfotograf Mikkel Jezequel forklarer, hvordan han finder og fotograferer mariehøneedderkoppen. 

Arrangementer
29. marts 2024
Bovbjerg Fyr kl. 13.00-15.00
Bag pandekager
Bag din egen pandekage over bål i FyrhavenDu kan bage din egen pandekage over bål i fyrhaven samme...
29. marts 2024
Hjerl Hede, Vinderup kl. 10.00-16.00
Ecoprint på tekstil
Workshop med naturens farverKom på seks timers workshop, hvor du lærer at arbejde med naturen...
29. marts 2024
Hjerl Hede, Vinderup kl. 11.00-15.00
Lav halvhandsker fra Lyø
Workshop om historisk strikIklæd dig historisk strik, som du selv har lært at lave.Over hele lande...
29. marts 2024
Iskunsten, Thyborøn kl. 13.00-15.00
Østerssmagning i Iskunsten
Kom til østerssmagning i Iskunsten denne påskeLangfredag, den 29. marts 2024, kan du få en hel...
Se alle arrangementer