En hyggelig haj

DSC_3390

Princippet om ’nok se, men ikke røre’ gælder bestemt ikke hos JyllandsAkvariet, hvor man både må se, røre og komme helt tæt på dyrene både indendørs og udendørs.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: JYLLANDSAKVARIET

I 1996 åbnede en ny institution i Thyborøn, nemlig JyllandsAkvariet, som blev startet af ejer Michael Madsen. Han ønskede nye måder at gøre tingene på inden for akvarie-verdenen. 

"Dengang var det meget brugt, at akvarier var holdt i mørke lokaler, hvor man lige kunne skimte fiskene bag glasset. Jeg byggede bevidst JyllandsAkvariet, så man kan gå hele vejen rundt om akvarierne, se hvad der foregår, være med når vi fodrer fiskene og i det hele taget opleve med alle sanser", fortæller ejeren og idémanden. 

På JyllandsAkvariet kommer man tæt på, og nærhedsprincippet gælder på endnu et punkt: Det er nemlig kun ’lokale’ fiskearter, man kan møde her. Fisk der findes enten i Nordsøen eller i Limfjorden, som begge grænser op til Thyborøn på hver sin side af byen.

DSC_2781

Vi ser også med fingrene

"Det har været en helt bevidst formidlingsform fra starten, at man gerne må røre ved ting. Vi ser og lærer med alle sanser, også med fingrene, og jeg oplever, at folk får utroligt meget mere viden og oplevelse ud af det, når de selv er engagerede og endda kan bruge følesansen", siger Michael Madsen, der derfor helt fra begyndelse etablerede et klappebassin. 

"Det vigtigste er selvfølgelig fiskenes trivsel. Derfor er klappebassinet indrettet, så fisk og krabber kan søge i fred, når de har lyst, og vi har kun udvalgt fiskearter, som egner sig og trives med berøringen", forklarer akvarieindehaveren. 

I klappebassinet kan man derfor møde krabber, hvis man tør, og forskellige slags fladfisk. Især mødet med fladfiskene gør indtryk på de lærevillige. 

"Fladfisk ligner hinanden i udseende, men man kan faktisk mærke forskel på fiskenes skind, og jeg møder mange stolte gæster, der nu kan kende dem fra hinanden ud fra, hvordan de føles", fortæller Michael Madsen og forklarer, at en pighvar for eksempel er ’knoldet’ at mærke på, og skrubben er ru, mens både slethvarren og rødspætten er glatte.

Men der er andre fisk i bassinet, og de vil måske overraske de fleste - de overraskede i hvert fald Michael Madsen selv. I bassinet kan man nemlig prøve at klappe en vaskeægte haj, en rødhaj, som ifølge Michael Madsen er en meget hyggelig hajart.

Retouch_02(1)

En overraskende klappefisk

Rødhajen er ikke særlig stor, den bliver omkring 70-80 centimeter. Den lever blandt andet i Nordsøen og var derfor selvskrevet til akvariet, der fik den i udstillingen som en af de første fisk. 

"Jeg studerede hajen nøje og indrettede et akvarie, som skulle passe lige til den: Meget dybt og med god plads, hvor den ellers nataktive haj kunne trække sig tilbage", siger Michael Madsen, der som sagt fik sig noget af en overraskelse.

"Den første måned, vi havde åbent, kom en børnehave forbi, og børnene begyndte at pjaske i vandet i hajbassinet, men i stedet for at gemme sig kom hajerne op til overfladen og opsøgte igen og igen børnenes hænder, som ivrigt klappede dem. Det viste sig uventet at være en haj, der virkede rigtig glad for kontakten".

I dag er rødhajer derfor faste beboere i klappebassinet og nogle af de første til at melde sig ved vandoverfladen, når klappeglade gæster er i nærheden, og de er en af akvariets mest populære darlings.

Hajens skind er ikke skællet, men derimod bygget op af bittesmå ’tænder’, der gør den meget glat at stryge ned ad ryggen, men meget ru at stryge den anden vej. 

Ifølge akvariets indehaver ser det ud til, rødhajer trives rigtig godt som klappefisk: De har en god appetit, og indtil videre går tre generationer af hajer i bassinet, for de formerer sig i høj hast. 

"De lægger rigtig mange æg, og dem samler vi ind og anbringer i vores ’hajfødeklinik’. Her hænger æggene foran en plade med lys, og man kan følge med i fosterets udvikling og stadie. Vi klækker mange rødhajer og leverer til andre akvarier", fortæller Michael Madsen. 

Rødhajen lever i naturen tæt på havbunden, hvor den spiser tobis, rejer og blæksprutter. Den har ikke et stort gab med tænder, men en række tandplader som kan knuse byttets muskler og knogler. 

Som gæst kan man være med til at fodre rødhajerne i akvariet, og skulle hajen ved et uheld få fat i en finger, skal man blot holde den stille, så spytter den ud igen.

DSC_2930_4_haj__g

Også tæt på de store pattedyr

Men det er ikke blot indendørs, man som gæst kan få lov at komme helt tæt på dyrene. De seneste år har JyllandsAkvariet anlagt et stort antal forskellige ture ud i naturen. Man kan komme med traktorbus både ud til fjorden eller i skoven, man kan lære at finde rav, fange østers og meget mere. Især én ting trækker mange gæster: Sælsafari. 

Hver dag i sommerhalvåret sejler JyllandsAkvariet ture ud i Limfjorden, hvor man får mulighed for at komme helt tæt på et dyr, de fleste blot ser på lang afstand: De nuttede sæler, der ligger og soler sig på sandbanker i fjorden. 

Dem skal man dog ikke klappe, men man får en unik mulighed for at komme tæt på vandets store pattedyr, et tilbud som flere tusinde gæster benyttede sig af sidste år. Michael Madsen oplever, at muligheden for at komme ud steder, hvor man ikke normalt kommer og følgeskab med en guide, giver folk store oplevelser og mere viden om naturen. 

På JyllandsAkvariets hjemmeside finder du info om akvariets åbningstider, man kan gå ind og booke pladser til de mange forskellige ture via aktivitetskalenderen, og man kan se, hvornår der er fodringer. 

Arrangementer
25. april 2024
Kabbel Hovedgaard, Lemvig kl. 19.00
Bededagsaften
Ved Jonathan Byskov Jensen, Bettina Reese Tonnesen i Kabbel HovedgårdFælles gudstjeneste for Gudum...
25. april 2024
Kirkehuset, Lemvig kl. 10.00-12.00
Kirkens Dagligstue
Fra træningsdrag til præstekjole - om den røde trådv/ valgmenighedspræst Ronald Risvig...
25. april 2024
Klimatorium, Lemvig kl. 14.00-17.00
Hvad er bæredygtig mode?
I anledning af den nationale klimahandlingsdag, som i år finder sted d. 25. april, vil Klimatoriu...
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
Se alle arrangementer