Line og Martin Hald er et blandt fire unge par, som for nylig har flyttet deres familieliv fra Aarhus til Harboøre for at blive del af et stærkt lokalsamfund.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

Da tømrersvend Martin Hald for ti år siden flyttede fra Harboøre til Aarhus for at dele lejlighed med sin tvillingebror og en kammerat, var det for at prøve noget nyt – og fordi de mange af deres venner var flyttet i forvejen for at studere. Og fordi han og hans kæreste, Line, havde aftalt at mødes ’et sted imellem’ hans Harboøre og hendes Holsted efter fem år som langdistance-kærester, siden de mødtes i 10. klasse på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming. Nu boede hun i Aarhus med en veninde.

Da tømrermester Martin Hald den 1. februar i år flyttede fra Aarhus til Harboøre var det for at kunne dele 260 istandsatte kvadratmeter hus og 20 hektar med uforstyrret udsigt mod nord over Tangen med sin hustru Line, deres to sønner, Valder og Noah, og det tredje barn, de havde i vente - og fordi de første af hans venner var begyndt at flytte deres familier hjem.

”Nogle mennesker flytter efter arbejde eller et bestemt sted; vi flytter efter at bo blandt vores venner og familie. Alt det andet kan man bare køre efter”, siger Martin Hald.

Da slutsedlen blev underskrevet i efteråret 2019, havde Line Hald haft halvandet år til at vænne sig til tanken.

”Overvejelserne om muligheden begyndte en sen nat på vej hjem til Aarhus fra min nieces bryllup, Martin pludselig siger ’Jeg vil gerne flytte hjem’. Det var jeg bare alt, alt for træt til at forholde mig til på det tidspunkt”, mindes hun.

De var næsten lige flyttet ud af Aarhus midtby med to små drenge, født med 14 måneders mellemrum. Boede i rækkehus i samme kvarter i Skejby, hvor begge Martins brødre også boede med deres familier. Hun havde arbejde, hun var glad for, og sin faste gang på keramikværkstedet i det kreative miljø på Godsbanen.

Men hun kunne godt mærke hjemegnen trække i Martin. Og deres ferier og weekender hos svigerfamilien i Harboøre var altid tæt pakkede med mennesker, de gerne ville se, begivenheder, aktiviteter og naturoplevelser.

”Der var i det hele taget så meget, vi skulle nå, at det bare var nemmere at bo her”, indskyder Martin Hald med et glad grin.

Line Hald er 32 år gammel. Hun er kommet i Harboøre halvdelen af sit liv og kender omgangsformen med åbne døre og mange uformelle kaffebesøg tidligt og sent:

”Sådan har det jo altid været hos Else og Torben (Martins forældre), og hans onkler og tanter er også blevet mine. Måske fordi vi var så unge, da vi fandt sammen. Martin kender selvfølgelig flere herude, men jeg lærer nye folk at kende i børnehaven og til gymnastik med drengene”.

Sin faglighed som ergoterapeut med særlig interesse for neurologi og sin interesse for porcelænskeramik har Line Hald sat på midlertidig pause for at give familielivet i Harboøre en god start. Martin Halds arbejdsuge holder sig ikke på 37 timer.

”Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg også gerne gå hjemme med Karen efter endt barsel. Det er en gave at give sine børn – og sig selv. Men her er bestemt interessante arbejdspladser i området for mig, og jeg ved også allerede, hvor der står ovne til keramikbrænding”, siger Line Hald.

Med sønner i fire-fem års alderen, som går i børnehave mandag til torsdag fra klokken halv ni til to, og en datter på tre måneder behøver hun ikke anstrenge sig for at få tiden til at gå, men hun har nået at lade sig gribe af den lokale begejstring for garn og strikkepinde.

Kun fem uger efter at Martin og Line Hald rykkede familielivet ind på nyafhøvlede egegulve mellem fritlagte bjælker på Vandværksvej, lukkede Danmark ned. Corona satte en midlertidig stopper for det sociale liv.

”Mange har bagefter sagt, at de gik og fik helt ondt i maven over, om det nu også var rart for os at være kommet hertil, når ingen kunne kigge forbi. Man gik jo ikke så meget på besøg de måneder. Det er rart, at folk tænker på, om man har det godt, og jeg tør godt tage interessen personligt, selv om jeg heller ikke er blind for værdien af en tilflytter, som leverer elever til skolen i årgang 15, 16 og 20”, fortæller Line Hald.

”Til gengæld var nedlukningen helt perfekt uden biler på vejene; det gjorde det meget nemmere at pendle østpå”, supplerer Martin Hald, som i forårets løb blandt andet har haft rækkehusbyggeri i Sørvad og en del opgaver i Aarhus.

”Havde jeg et almindeligt 7-16 job, kørte jeg også gerne hjem hver dag; så hed det jo bare 5-18, men det har givet mest mening at blive derovre nogle nætter om ugen”, siger tømrermesteren, der har to fastansatte i firmaet og hyrer kontraktarbejdere ind på sine større projekter; blandt andet de 110 rækkehuse i Tilst han har i ordrebogen.

Foreløbig er fire unge vennepar fra Aarhus, hvor mindst én ægtefælle har lokale rødder, flyttet til Harboøre inden for ret kort tid. De arbejder på at få flere af vennerne samme vej.

”Vores venner og familie i Harboøre trak i os en tid; sendte alle relevante jobopslag til mig, lod bemærkninger falde om, hvor hyggeligt her var, og hvor fedt det blev, når vi også kom til at bo her. Det kunne godt være lidt irriterende, dengang vi ikke havde fundet stedet her. Nu forsøger vi så at gøre lidt ’irriterende’ godt forarbejde for de næste”, fortæller Line Hald.

Alle fire familier har en mor på barsel eller pasningsorlov; tilsammen har de ni børn i alderen 0-6 år. De kan følges til babysalmesang om tirsdagen. Line og hendes svigerinde Mette Kristine (gift med Martins tvilling Daniel) har netop taget initiativ til åben legestue for 0-5-årige i Missionshuset om onsdagen.

Om torsdagen er der babysvømning, og familierne ses i kirken søndag. Harboøre holder regelmæssigt Ulvetime og børnerytmik i kirken og børnegudstjeneste i Missionshuset. Mandag mødes de igen, når børnehavebørnene er til gymnastik. Derudover ses de selvfølgelig også privat.

”Her er mega fedt at bo! Mette, Maria, Cecilie og jeg går hjemme, og det er så fantastisk at have hinanden at nyde det med. Her kommer flere forbi i det daglige, end da vi boede i Skejby. I Brugsen ved folk, hvem man er, selv om man er tilflytter. Her til morgen fandt drengene både frøer og salamandre, mens de gik ude og pudsede vinduer med Martin. Bare vores ene terrasse er på størrelse med hele den have, vi havde i Skejby! Her er skov, mark, hav, strand og fjord. Vi var aldrig kommet i nærheden af at kunne købe et sted som det her omkring Aarhus”, siger Line Hald.

Men tilflytningen er også et livsprojekt, som rækker udover hverdagens små og store naturoplevelser.

”Drengene gik i en rigtig god børnehave i Aarhus, som vi var glade for. Men her i Harboøre findes en helt anden sammenhæng, fordi de familier, som har børn i børnehaven, også er dem, ens børn kommer til at have deres liv med i skolen. Det er dejligt og befriende at vide. Man engagerer sig i sammenholdet på en anden måde, end hvis der var syv forskellige skoler, de kunne gå videre til i hver sin retning. Det giver mening at investere i noget, når det er livsvarigt”, siger Line Hald.

”Jeg ville ønske for alle, at de kunne bo et sted som her! Den sidste tid i Aarhus brugte vi overhovedet ikke byen, og hvis vi en dag savner Naturhistorisk Museum eller DOKK1, så tager det altså kun en time og tre kvarter at komme dertil. Men man kan måske godt forstå dem, der ikke vil flytte hertil, så længe de stadig er single”, indskyder Martin Hald.

”Vel var det da vemodigt at køre den sidste tur med letbanen og at vinke farvel i børnehaven, men der er intet at fortryde. Nu kan vi give vores børn det, vi også selv kommer fra. Det er det her liv, vi vil for altid”, siger Line Hald.

Ligesom Martin og hans to brødre er hun og hendes tre brødre vokset op i et kristent hjem, aktive i Indre Mission. Men i Holsted var hun den eneste i sin klasse, som kom i Missionshuset. I Martin og Daniels Halds klasse var de fem ud af femten på årgangen. Fra de aktuelle årgange samler søndagsskolen op mod 30 børn.

”Men sammenholdet i og med lokalsamfundet er stærkere her, hvor FDF og Ulvetime også er med til at åbne og samle. Her er ikke noget ’dem’ og ’os’. Men man skal også være god til at hjælpe. Hvis et lokalsamfund skal fungere, kan alle ikke altid få; man skal også være parat til at give. Og har man ikke praktiske hænder, har man måske noget andet, man kan bidrage med”, siger Martin Hald.

Som ung spillede han selv fodbold, og han påskønner i høj grad indsatsen for det lokale sammenhold gennem idrætsforening og revy, men personligt vægter han det kristne fællesskab højere end det øvrige foreningsliv:

”For mig betyder det mere, at søndagsskolen fungerer. Der lærer mine børn det, som jeg synes er vigtigt i livet. Og når man føler sig som del af noget, vil man gerne hjælpe”.

I Aarhus kom familien i Aarhus Bykirke, som ligger i Indre Missions hus Eben Ezer, en gammel etageejendom centralt i byen, som Martin Hald i øvrigt var med til at gennemrenovere.

”Men i Aarhus var vi ikke del af et lokalsamfund. Vi var en kreds af venner, som var knyttet sammen på en anden måde”. 

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune

Martin Flyvholm Hald – årgang ’88 fra Harboøre.
Line Morthorst Hald – årgang ’88 fra Holsted.

Efter 10. klasse gik Martin i lære og blev uddannet hos tømrermester Niels Chr. Bro/Bro Byg, Harboøre i 2008. Line afsluttede sin social- og sundhedsassistentuddannelse i 2008 og blev uddannet ergoterapeut i 2014.

Gift i 2011.

Valder Morthorst Hald – årgang ’15 fra Aarhus C
Noah Morthorst Hald – årgang ’16 fra Aarhus C
Karen Morthorst Hald – årgang ’20 fra Harboøre

Ingen husdyr. Endnu. (Jagt)hund, (kæle)kat og høns under forhandling.

Martin Hald er familiens eneste, som går i Vesterhavet. Og kun for at kese rav, gerne iført waders og pandelampe. Badning hører hjemme i sikkerhed i Thyborøn Kanal eller i fjorden.