Auktionen har et øje på hver fisk
Ordet fiskeauktion danner billeder af en hurtigsnakkende auktionsmester i hvid kittel, som med en auktionsstok banker på en fiskekasse for at få et bud fra de opkøbere, der står omkring ham.
De skal så hurtigt kigge på fisken og slynge et tal ud for at give en pris, der tvinger andre til at gå højere op, hvis de også vil have kassen med fisk.
Sådan sælges fisk og skaldyr fortsat på sommerens populære auktioner for turister, og når fjordfiskerne om formiddagen sætter deres fangster til salg på auktionen. Men det er kun meget små mængder, der fortsat sælges på traditionel vis under Danske Fiskeauktioners daglige auktion i Hvide Sande.
De store laster fra Nordsøen, hvor man regner i ton fremfor kilo, bliver i stedet solgt ved landets mest moderne internetauktion, hvor opkøberne sidder foran en computer og kigger på data om dagens auktionsfisk. Det går dobbelt så hurtigt end dengang, hvor auktionsmesteren bevægede sig rundt mellem kasserne sammen med opkøberne. Og giver mulighed for at opkøbere kan sidde rundt omkring i Danmark og i udlandet for at byde med.
Til gengæld stiller det krav om, at fangstoplysninger og auktionens kvalitetsvurderinger er præcise. Danske Fiskeauktioner har derfor udviklet et avanceret og grundigt system, der undervejs i processen fra hav til kunde opsamler alle relevante data samt inddeler fiskene efter en række kvaliteter.
Det detaljerede vurderingssystem har også den fordel, at de tre fiskeauktioner kan tilbyde opkøbere over hele Europa spisefisk i topkvaliteter, der ikke i samme grad synliggøres, hvis man kun brugte de EU-normer, som andre fiskeauktioner vurderer fangsterne efter.
Auktionsuret tikker kl. 7
Bjarne Christensen er driftsleder på auktionen i Hvide Sande. Sammen med sine formænd, der tager imod fiskelasterne døgnet rundt, er han ansvarlig for håndteringen og kvalitetsvurderingen på auktionen, hvor de sælger fiskernes fangst til opkøbere. De erfarne auktionsmedarbejderes grundige og konstante kontrol af fangsterne er afgørende for, at fisken vurderes i rette kvaliteter og sælges til den bedste pris.
Omdrejningspunktet er morgenauktionen kl. 7, hvor de mange ton fisk helst skal være pakket på is i kasser, inden auktionsuret, der fastsætter dagens priser, går i gang. Kommer der mange fisk ind i sidste øjeblik, kan det dog være nødvendigt med en ekstra auktion i løbet af formiddagen, så fisken ikke skal vente i det to grader kolde kølerum til næste dag.
Men som hovedregel har auktionen allerede dagen før fået de første fingerpeg om både mængde og forventet kvalitet.
”Fiskerne skal inden kl. 14 dagen før melde, at de kommer ind med fisk til auktionen. En stor del er renset og pakket i kasser ude på fartøjet – det vi kalder søpakket – og så kender vi på forhånd til størrelser, vægt og hvor mange dage, der er gået, siden de enkelte fisk blev hevet ombord. De laster, der først skal sorteres efter størrelse og vægt på auktionen, har vi dog også en fornemmelse af, da vi ved, hvor længe båden har været afsted, og hvilke fangstmetoder de bruger. Vejr og vind spiller også ind på kvaliteten”, siger Bjarne Christensen.
På is fra hav til køber
De søpakkede fisk regnes i udgangspunktet som den bedste kvalitet, da de undervejs fra hav og over auktionen kun røres af menneskehænder den ene gang, når de friskfanget kommer i kassen ombord.
”Fisk, der sorteres på auktionen, bliver hevet op fra lasten og sorteret automatisk i en maskine her på havnen. Det er en lidt hårdere behandling, men der er generelt stort set ingen beskadigede fisk, der behøver at blive sorteret fra. Og den sorterede fisk kan udmærket være af samme kvalitet som den søpakkede fisk, da antallet af dage siden fangsten er et afgørende parameter”, fortæller Bjarne Christensen.
De fleste fiskefartøjer fra havnene i Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn er ude på Nordsøen i tre-seks dage. Is i kasserne er under hele processen med til at holde fisken på en temperatur, der ligger mellem nul og to grader.
”I dag kommer alle fisk på is med det samme, de er fanget", siger Bjarne Christensen.
Når alle fisk er lagt i de grønne plastickasser, sat på paller og fordelt efter arter på auktionen, foretager Bjarne Christensen og hans medarbejdere den endelige vurdering af fisken. De har ti forskellige kvalitetsgradueringer, hvor den absolutte topkarakter typisk gives til søpakket.
En finger på fisken
I kvalitetskontrollen indgår også en visuel vurdering, ligesom auktionsfolkene med en finger mærker efter, hvor fast fisken er i kødet.
”Har de ligget flere dage i lasten, kan de godt begynde at være lidt bløde i det. Vi ser også på, hvor blanke de er i skindet”, fortæller Bjarne Christensen.
Kvalitetsvurderingen skrives ind på computere sammen med de øvrige oplysninger, der stilles til rådighed for opkøberne, når auktionen går i gang. Her får køberne også navnet på skibet, fangstområde, fangstmetode, fangstdato, pakkedato, størrelse og vægt. Det er detaljerede oplysninger, der følger med fiskene og kasserne helt ud til fiskehandleren eller restauranten.
Nogle opkøbere sidder for eksempel i Holland og byder ud fra de data, mens de lokale opkøbere typisk også selv har været forbi auktionens kølerum for at danne deres eget indtryk af fangsterne.
”Vi er meget sjældent uenige om kvalitetsvurderingen, men de lokale opkøbere kan jo somme tider mene, at de har en lille fordel i selv at have kigget i kasserne, når de under auktionen er med til at sætte prisen”, siger Bjarne Christensen.
Så er der stadig opkøbere, der kredser omkring de nye landinger på auktionen, før de giver deres bud.
Danske Fiskeauktioner A/S
Den mest moderne fiskeauktion i Danmark med elektronisk fiskeauktion via internettet siden 2001 og auktionslokaler i de tre vestkysthavne Thyborøn, Hvide Sande og Thorsminde.
En ubrudt kølekæde, avancerede sorteringsmaskiner, automatisk isdosering i fiskekasserne, sporbarhed samt kvalitetskontrol med en udvidet vurdering og opdeling af især de allerbedste fisk betyder, at spisefisk landet på vestkysten er kendt for sin høje kvalitet. Og når fisken er solgt på auktionen, holder lastbiler klar til at køre fiskekasserne ud til kunderne.
Se dagens priser på fisk på dfa.as
Stigende priser på fisk
Generelt får de danske konsumfiskere stigende priser for deres fisk. En pæn del af fremgangen skyldes både stigende fangster og stigende priser på rødspætter, som fylder meget på vestkyst-auktionerne. På auktionerne i Thyborøn, Hvide Sande og Thorsminde steg prisen for rødspætter sidste år således fra 10,86 kr. til 12,19 kr. per kilo.
Sammenholdt med generelt gode priser på de fleste spisefisk i hele 2016 øgede Danske Fiskeauktioner derfor den samlede omsætning på de tre auktioner til 467 mio. kroner – 47 mio. kr. mere end året før.
Kend din fisker
Projektet ’Kend din fisker’ er et formidlingsprojekt, som skal synliggøre den vestjyske fiskers måde at arbejde med fisken på. Gennem artikler, små film, dokumentar og meget mere følger man forskellige fiskere, som driver forskellige former for fiskeri fra de tre vestkysthavne Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn. Man kommer helt tæt på råvaren og fiskeren, som vil give et indblik i det at være fisker.
Fiskerne bliver mødt med stigende krav om miljøvenlig og bæredygtig fangst. De vestjyske og danske konsumlandinger generelt lever op til de krav, men vil gerne gå skridtet videre og tilføje kvalitet som et vigtigt parameter. På fiskens vej fra haw til havn og videre ud til forbrugeren møder man derfor i projektet også folk i baglandet på havnen og auktionen.
Projektet er igangsat af Konsumfisk med støtte fra FLAG-midler. Konsumfisk er et fiskeriklynge-samarbejde mellem de tre vestkysthavne Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn og har til formål at samarbejde omkring udvikling og markedsføring af den friske fisk fra de tre havne.